I min ungdom var jeg fascineret af de store navne i dansk politik. Faktisk mest af Anker Jørgensen og Jens Otto Krag. Jeg var godt nok medlem af Venstres Ungdom, men det var udelukkende for at kunne komme med til deres baller. Jeg havde i virkeligheden ikke noget fast, politisk ståsted, selvom for eksempel min far og min broder var glødende socialdemokrater, og min mors familie jo altså mestendels var Venstre-folk.
Ib Christensen fra Retsforbundet var også en af dem, jeg så lidt op til, hvilket godt nok faldt især min far for brystet. Han var ikke glad, da jeg engang fortalte, at jeg havde hjulpet partiet med at pakke noget valgmateriale. Jeg tror, at det var mit arbejde og udviklingen fra ansat til at være selvstændig, der gjorde, at jeg efterhånden blev Venstremand og liberal.