Jeg gjorde karriere i P&A med start helt fra bunden og op til at blive direktør. Da jeg kom i 1972 blev jeg afdelingsleder i drengetøjsafdelingen, der var laveste trin på rangstigen. Derefter tog jeg trin for trin op af: Leder af skjorte- og underbukseafdeling, leder i bukseafdeling og endelig øverste trin med habitter og overtøj.

Sådan var hierarkiet og vi ekspedienter var ude i en daglig indbyrdes kamp, der især handlede om tre ting: at sælge for mest, at være mest vellidt og at kunne fastholde kunderne.

Efter omkring 45 år i tøjbranchen med arbejde og diverse udfordringer, var det unægtelig en noget anden tilværelse, Ulla og jeg skulle til at skabe os. Det havde vi snakket i om allerede i 2013 – året før vi solgte.

Vi ville jo stoppe med butikken for at slippe for presset, drosle ned og slappe af. Leve livet, mens vi endnu kunne. Men vi var også klar over, at ingen af os kunne fortsætte vores tilværelse med at ligge på sofaen. Og da slet ikke mig.
Jeg havde dog alligevel en forestilling om, at jeg bare skulle hygge mig med at spille golf, udføre lidt socialt arbejde og besøge hos gamle venner og familie.

I min ungdom var jeg fascineret af de store navne i dansk politik. Faktisk mest af Anker Jørgensen og Jens Otto Krag. Jeg var godt nok medlem af Venstres Ungdom, men det var udelukkende for at kunne komme med til deres baller. Jeg havde i virkeligheden ikke noget fast, politisk ståsted, selvom for eksempel min far og min broder var glødende socialdemokrater, og min mors familie jo altså mestendels var Venstre-folk.

Ib Christensen fra Retsforbundet var også en af dem, jeg så lidt op til, hvilket godt nok faldt især min far for brystet. Han var ikke glad, da jeg engang fortalte, at jeg havde hjulpet partiet med at pakke noget valgmateriale. Jeg tror, at det var mit arbejde og udviklingen fra ansat til at være selvstændig, der gjorde, at jeg efterhånden blev Venstremand og liberal.